Translate

torsdag den 14. november 2013

Bagedag, ny PR og sponsordag i morgen :)

I dag har været store bagedag her i Viborg. Jeg har bagt brød, boller og muffins :) mmmm…!













Brød og boller er samme opskrift:
Lynbrød
2,5 dl mælk
50g gær
2,5 dl fuldkornsmel, havregryn eller andet groft
3 dl hvedemel
2-3 håndfulde nødder eller kerner efter eget valg

Rør gæren ud i mælken og tilsæt resten af ingredienserne. Kom i en rugbrødsform med bagepapir. Sæt i kold ovn og bag i 20 minutter ved 225°C - simple as that - og det smager rigtigt dejligt :)

Jeg lavede en dobbeltportion i dag, så der også var til boller - de er rigtigt gode til madpakken :)

Selvom muffins ikke står på top-10 over sunde madvarer, skal man jo heller ikke blive madfanatisk omkring 'sundhed'. Jeg kan ikke selv lide kage (JA..! Jeg er underlig), men det kan min kæreste, så det er ham der bliver forkælet. 

Jeg er frivillig i Viborg Kommune som motionsven - det er ligesom besøgsven, men i stedet for at drikke kaffe og spise kage, går vi ture, cykler eller laver noget andet aktivt/træningsrelatere. Hjemme hos en af borgerne så jeg dette broderi, med nogle rigtigt gode ordsprog; 

"Vær god ved dig selv, mens du har dig." 
"Hellere slides op end ruste op." 
"Altid parat og sød, ellers lad som du er død."

Det er egentligt nogle rigtigt gode ordsprog, som jeg har suget til mig og funderet lidt over. Jeg synes selv, at jeg lever op til ordsprogene, men for at pointere hvordan, kommer her et par eksempler;






- Vær god ved dig selv; det har jeg været i dag, hvor jeg forkælede mig selv med to blødkogte æg til mellemmåltid - ELSKER blødkogte æg, mmm(!)


- Hellere slides op; i dag har jeg været nede og styrketræne. Det var rigtigt hårdt, men jeg fik også sat ny PR i dødløft, som nu er på 72,5 kg - jeg nærmer mig langsomt, men jævnt de 80 kg, som er målet :) 





Jeg fik desværre en irriterende vabel til træningen i hånden, men hver gang den smerter, kan jeg kigge på den med stolthed, fordi jeg satte ny PR - det er SÅ FEDT..! Det bedste er helt klart, at der er så mange fyre, der puster sig op, så når jeg kommer ind og begynder at dødløfte, bliver de måske lidt overraskede over, at min lille krop kan løfte så meget :)


- Altid parat og sød; i eftermiddags var jeg ude og gå tur med en ældre dame gennem Ældresagen. Hun bor på plejehjem, og idet vi kører forbi opslagstavlen med månedens aktiviteter, og som altid kigger vi lige, hvad der sker. Jeg læser højt: "30. november - julehygge med glögg og æbleskiver…", jeg spørger så, om hendes familie kommer, men det mener hun ikke, at de gør, og så spørger hun med en klang af håb, om ikke jeg har lyst til at komme med. Jeg havde ikke nogle planer d. 30, så nu skal jeg have glögg og æbleskiver på plejehjemmet med Grethe :D


I morgen skal jeg til samtale hos en mulig sponsor kl. ca 10.30, og jeg er bare SÅ spændt(!) Jeg håber virkelig, at det kan blive til en fast aftale, og jeg lover, at der nok skal komme en update om mødet.

Nu vil jeg smutte i seng, jeg håber, at du har fået lavet en masse konstruktivt i løbet af dagen :D
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar