Translate

onsdag den 28. maj 2014

Mor på besøg


I går morges startede dagen med 1 time og 22 minutters løb inden arbejde, så jeg havde godt trætte ben resten af dagen på mit stilstående arbejde i Telia. Det blev en lang og hård dag med nogen væske i anklerne, da jeg kom hjem, men så er det godt at komme hjem til lejligheden og mor, som lige kom på besøg :)

I dag har der ikke stået træning på programmet, men i stedet startede vi med lækkert morgenbrød, blødkogte æg, friskpresset juice og hygge fra morgenstunden af - efterfulgt af 8,5 timer i Teliatøjet :) Jeg er godt nok lidt misundelig, når alle de andre kan gå rundt i eftermiddagssolen kl 16 imens jeg stadig står indenfor i butikken og kukkelurer, men heldigvis har jeg job og masser af arbejde, det er jo ikke alle, der kan nikke genkendende til det ;) Man skal være glad for det man har :)

Efter arbejde tog vi ud at spise og vi endte på Den Kinesiske Mur til running sushi - mmmmm!! Jeg elsker sushi, og der er bare ikke noget bedre end at kunne spise uanede store mængder af det til en fast pris, selvom det ofte (læs altid) resulterer i et par timer med mavepine bagefter :P 


Vi spiste i hvert tilfælde indtil båndet ikke blev fyldt op mere :P Det var nok en hentydning fra køkkenet til, at vi godt måtte gå hjem igen, men vi skulle jo også lige have is fra tag-selv-is-buffeten, som vi endte med at spise 3 x softice og ca. 11 kugler fra :) 

Mad er godt - mere mad er mere godt! :D

I morgen skal jeg heldigvis ud og brænde kalorier af med 45 minutters løb og 3 km svømning - det bliver rigtigt godt! :D Så er der jo også plads til lidt mere mad i morgen aften ;)






















Jeg er godt på vej med træningen til Bianchi Melfar 12-timers cykelløb d. 7. juni, som jeg glæder mig meget til. Som det ser ud nu, er jeg den eneste i 'kliken', hvis man kan kalde det dét, der skal køre løbet, så det bliver en lang, lidt ensom cykeltur. Hvis Jesper ikke skal køre, har han lovet, at han vil hjælpe mig igennem som support på ruten, så jeg får mulighed for at komme på podiet i år. Sidste år gik de tre podiepladser i 327.1 km, 307.5 km og 265.1 km, så hvis jeg kan køre ca 285 - 300 km på de 12 timer, ville en podieplads ikke være helt usandsynligt ;) Dvs. jeg skal køre 23,75 - 25 km/t uden pauser overhovedet, og det kommer jo ikke til at ske.. Det er meget mere sandsynligt med 11 timers cykling og 1 times pause, og så skal jeg køre 25,9 - 27,3 km/t, og det er jo en helt anden sag ;) Men det skal jeg nok klare, jeg er sej og stædig, så fremad på den lille cykel skal det nok gå :)

Nu vil jeg bare gå planken ud lige ind i seng, så jeg kan få forbrændt noget af al sushien inden helligdagstræningen i morgen :)

Jeg håber, at alle på den anden side af skærmen får nydt det gode vejr til udendørs træning, eller i hvert tilfælde bare til udendørsaktiviteter :) Godnat! :D






Ingen kommentarer:

Send en kommentar