Translate

torsdag den 7. november 2013

Training load stiger støt

Jeg er begyndt at kunne se på mit training load (billede nedenfor) på www.polarpersonaltrainer.com, at jeg er ved at komme op imod det røde træningsfelt igen, hvilket jo i og for sig er fint nok, fordi jeg har ligget og lumret i det 'afslappede' grønne felt i noget tid.



Jeg kan også godt mærke på min krop, at træningsmængden er øget en del. Jeg har haft to træningspas de sidste tre dage og i morgen er der 4 træningspas på programmet, så jeg får da lavet lidt. Selvfølgelig kan jeg mærke den øgede mængde, men det gør slet ikke noget, jeg er jo vant til at træne - og det får mig til at tænke på noget jeg læste tidligere i dag omkring kramper (som jeg ALDRIG får - heldigvis).

Træner du kun i perioder, belaster du din krop hver gang du træner. Mange kommer til at øge træningsmængden eller intensiteten for hurtigt og det øger risikoen for kramper.
Du skal sørge for, at kroppen og musklerne ikke mangler energi - kulhydrater forebygger kramper.

Undersøgelser viser også, at blandt personer med let dehydrering, kan kramper lindres ved at indtage små mængder af eddike-juice. Efter at du indtager juicen, vil der gå cirka 85 sekunder før, krampen aftager, det må jeg teste på min kæreste når han løber marathon og har tendens til krampe.

Man mener, at eddike-juice påvirker reflekser i hals-regionen, der via nervebaner reducerer de krampende muskler. Højst sandsynligt er det den sure væske, der påvirker stimuli og ikke det deciderede indhold i væsken. Det er jo lidt smart :)

Herudover kan udstrækning ofte lindre kramper. Dette er uafhængigt af elektrolyt- eller væskeindtaget.
Men heldigvis, så lider jeg ikke af kramper, men til alle jer derude som gør, nu har I et par råd at gå videre med :)

Efter dagens træning stod den på restitution, frokost og afslapning… Og hvad er mere afslappende end at smække benene op og blogge lidt til jer…? ;) nemlig!
Så efter træningstøjet var hængt til tørre, på min belejligt, ophængte cykel, hoppede jeg i CEP Compression Sleeves og begyndte 'arbejdet'.



Jeg fik svaret nogle spørgsmål på www.vorespuls.dk, som lød på alt fra camelback til cykelture til træningsplan til OFF-season for triatleter til energibalance. Det med energibalancen, vil jeg gerne udpensle lidt, da det gik op for mig, at der er flere, der ikke forstår det. Spørgsmålet lød (det var rettet til en 'Jonas'):

"Hej jonas du må undskylde at jeg stiller dig så mange spørgsmål men når du siger at man godt kan tage på i vægt når ens energibalance eller ernergiindtag er for høj selvom man træner, mener du så at man godt kan blive overvægtig af at løbe eller hvad. forstår det ikke jeg synes du bør uddybe din spørgsmål lidt bedre når du siger at man godt kan tage på når man spiser og træner. kan man ikke holde sig slank af at løbe eller hvad man forbrænder jo masser af kalorier så du burde jo ikke kunne være overvægtig hvis man løber meget. mit sidste spørgsmål er kan man godt holde sig slank gennem sund kost og masser af motion resten af sit liv vil virkelig gerne have besvaret mit spørgsmål."

mit svar blev så:

"Hej Anders,
Jeg kan se, at dit spørgsmål er rettet til en der hedder Jonas, men nu svarer jeg lige ;)
Man kan SAGTENS tage på selvom man løber.
Energiindtaget har noget at gøre med, hvor meget man spiser. Et vildt eksempel: Hvis man spiser 1 kg smør om dagen, så tager man jo på, selvom man løber 3 gange i ugen - det er et eksempel de fleste kan forstå ;) Grunden dertil er, at man får RIGTIGT meget energi fra fedt, så hvis man spiser mere energi end man får brændt af på løbeturen, så kan man godt tage på.
Når man træner, føler man sig ofte mere sulten, men det er vigtigt at man mætter sig i sunde ting, hvis man ikke vil tage på. Eksempelvis kan man ikke bare spise en pizza fordi man har løbet, hvis man vil forbrænde nok energi til at kunne spise en pizza ugen at det feder, skal man have løbet i ca. 2 timer, og det gør man jo ikke lige hver dag. Man skal have en god energibalance, så man forbrænder lige så meget som man spiser.

Man kan godt holde sig slank af at løbe jo, men hvis man spiser chips, slik, pizza, burger, pommes frites og drikker en masse sodavand efter sin træning, har man allerede spist de kalorier man har brændt af, og ofte MANGE flere end dem der røg på løbeturen.

Og til det sidste - JA; man kan virkelig holde sig slank gennem sund kost og masser af motion resten af sit liv. Man kan jo også lade være med at spise noget, men det er ikke sundt. Så MASSER af motion, sund og varieret kost og ikke for meget stress, det er vejen til en bedre, slankere, sundere hverdag :)

Du kan læse mere på min blog -> se link :)

Hilsen Fie"

Jeg håber, at det lidt ekstreme eksempel er til at forstå :) Det forklarer nok også, hvorfor nogle mennesker, giver op på at tabe sig, fordi de måske kun lægger kostvanerne eller træningsvanerne om - det er en gylden kombination, hvis man gerne vil ned i vægt eller have en sundere livsstil. 

Før i tiden plejede jeg også at 'belønne' mig selv med usund mad, hvis jeg havde trænet, selvom jeg godt viste, at det var uhensigtmæssigt - jeg tabte mig ikke og appelsinhuden forsvandt ikke, så jeg faldt hurtigt tilbage til et gammelt mønster uden træning og med usund mad. Nu har jeg heldigvis fået større selvindsigt og selvkritik, så jeg ved godt, at jeg craver efter usund, salt mad og RIGTIGT meget lakrids, nu kan jeg bare styre det. I stedet for at spise en pizza, når jeg har lyst til det, laver jeg måske en spegepølsemad, for så får jeg dækket min trang til det salte fra pizzaen og får langt færre kalorier :) Og når lakridslysten byder sig, spiser jeg bare en lille smule, eller køber Nelly Dellies som indeholder færre kalorier end mine elskede Tyrkisk Peber bolcher. Der er en løsning på det hele :) Man kan selvfølgelig også bare vælge modellen: "Jeg træner, så jeg kan spise, hvad jeg vil..(!)", men det kræver at man træner en del, hvis man som mig er til mayonnaise, honningmadder, pizza, pommes og lakrids ;)  

Selvfølgelig skal der også være plads til lidt af det gode, selvom man ikke har fortjent det - som da jeg i søndags uden at have trænet spiste citronsorbet, bare fordi jeg havde lyst til det :) Til gengæld tog jeg ud og løb i regnen om mandagen og har i øvrigt fået trænet godt igennem resten af ugen. 

Så udskejelser skal der være plads til, bare ikke hver dag :)

Med de ord, vil jeg lukke ned for i dag og nyde min ømme krop efter en hård omgang styrketræning og spinning i dag.

Jeg håber, at du har fået trænet lidt i dag, om ikke andet indenfor i læ for det dårlige vejr :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar